Efterårsnyt
med arbejdsweekenden, nye kajakvogne, nye kajakker, nye pagajer, nulstilling af rokortet, vintertræning, vinterfrigivelse og en flot bjærgning af kajak
Forrige weekend var arbejdsweekend. Tak til de mange som deltog! Et hold ryddede op i pagajrummet. Sprayskirts, redningsveste og pagajer blev gennemgået. Nogle var uden navn, hvorfor ejerne er efterlyste i et opslag på Facebook. Der er et større antal redningsveste, som savner deres ejer og 5 pagajer. Pagajerne står pt. i mødelokalet. Giver ejerne sig ikke tilkende, overgår de til at være klubpagajer i oktober måned. Et andet hold skiftede den nedre del af væggen, der vender mod kajakskuret. De eksisterende papfiberplader blev skiftet til plastbelagte spånplader, trailerplader, som bedre kan modstå fugt/oversvømmelse. Vi nåede ikke at skifte den del af væggen, som vender mod nordre mole. Det var helt umuligt at male udendørs grundet den megen fugt. Så endnu en arbejdsdag vil blive slået op, hvis vejret arter sig med tørvejr i en længere periode.
Sej bjærgning af kajak som drev rundt. Lea og Susanne agerede resolut og bjærgede en børnekajak, som de fandt drivende rundt bare med en synlig kajakspids ud for Gamle Havn. Kajakken havde intet skot, så størstedelen var under vand. Kajakken var fra DKK. Heldigvis var der ikke tale om en drukneulykke Den pågældende far fik reddet sin søn, men ikke sønnens kajak. Det er vigtigt at huske på, at hvis man tager ud at ro med gæster eller børn, må man kun ro i Sandkassen. Der er for farligt at ro længere ud, hvis man ikke er trænet.
Nulstilling af rokortet. Husk rokortet nulstilles d. 1. oktober, hvor vintersæsonen starter. Så har du endnu ikke nået din målsætning for antallet af roede kilometer i sommersæsonen, så er det nu, at der skal et godt tag i pagajen!
Vinterroning er fra 1. oktober til 30. april. Så det er om få uger! Er man ikke frigivet til vinterroning, må IPP2-roere kun ro i Sandkassen. IPP2-roere frigives til vintertræning ved at bestå en soloentringsprøve uden brug af hjælpemidler. Aftal en prøvedato med instruktørerne, Mette L., Erik C., Frank Canreen eller formanden. IPP3-roere er kvalificerede til vinterroning, jf. vores sikkerhedsbestemmelser.
Vores vinterprogram slås op i løbet af ugen.
- Igen i år har vi adgang til at svømme om fredage fra kl. 19:00 til 21:00. Man skal have et gult bånd, som kan erhverves ved henvendelse i svømmehallens billetluge. Svømning på fredage er gratis for alle pilespidser. Hold øje med opslaget!
- Body-SDS-inspireret træning på onsdage fra kl. 19:00 til 20:30. Vi er så heldige at en af vores medlemmer Adam Wolden-Ræthinge gerne vil lave et kursus efter Body-SDS principperne i vinterhalvåret med start d. 7/10 med i alt 7 gange før jul og 9 gange efter jul. Det detaljerede opslag kommer i løbet af ugen!
- O-løb, orienteringsløb, arrangeres fortrinsvis på søndage. Første løb er i Ravnsholt Skov d. 4/10. Forvent at der er tilmeldings-deadline på søndag til årets første løb.
Nyanskaffelser
- Vi har anskaffet tre kajakvogne eller trolleyer til transport af vores kajakker, når de f.eks. skal læsses på vores kajaktrailer. Det er ikke let at gå med dem ned ad Nordre Mole, når det blæser. De kan også anvendes til isætning på Mormorstranden, så kan man tage en tur sydpå uden at skulle have besværet med at krydse havneindløbene, som ofte kan have krapsøer. Inspirationen til dette køb var sidst, vi havde en tur til Aflandshage, hvor vi anvendte kajaktraileren til at køre kajakkerne til Mormor Stranden. Er man en mindre gruppe kan man nu anvende kajakvognene. Kajakkerne kan spændes på vognene med de tilhørende remme. Der er købt en spirallås, så vognene kan fæstnes til molen ved Dragør Fortets kanal. Låsens kode er slået op på opslagstavlen. Det er samme kode, man skal anvende til kajakvognene ved Margrethe Holm- overbæringen. Endelig kan kajakvognene anvendes, når vore havkajakker skal isættes fra kajakbroen. De kan være tunge at bære for mange
- Flere har fået en efteruddannelse i havkajak og har opnået IPP2 i havkajak. I alt har ca. 20 af medlemmerne IPP2 i havkajak, men hidtil har vi kun haft to havkajakker. Vi blev opmærksom på et havkajakudsalg i Vallensbæk Kano & kajakklub. Vi fandt tre gode havkajakker to Tahe Marine Rival og en Zegul, men har kun købt to endnu, da vi havde et forbehold over for Zegul-kajakken. Husk at anvende sprayskirt, 2 stk. sprayskirt er anskaffet til de to kajakker. Kajakkerne er placeret i kajakskuret jf. oversigten på kajakporten. De er således klar til brug!
- Vore nye Braca-IV-pagajer er nu kommet op at hænge og er klar til brug. Der er tale om splitpagajer, så man skal selv indstille længden og skivningen, start med en vinkel på 65 °. Vær opmærksom på at vi anvender venstre skivning. Der er fire indstillelige længder (202-207, 207-212, 210-215, 213-218) og to størrelser (670, 735 cm²). Ønsker man ikke at bruge så mange kræfter så vælg bladstørrelse 670 cm², pagaj 1-6.
Vigtig dato. Husk generalforsamlingen d. 25. oktober kl. 15:30
Rigtig god vintersæson!
Mvh
Jørgen